Farvel til støj i mæglerbutik

Medarbejderne i ejendomsmæglerforretningen Home Adelgade i Kolding var påvirket af støj i hverdagen. En modernisering af butikken har givet mere lys og luft – og ikke mindst langt mere arbejdsro.

Klak, klakhome, klak.
Sådan lød det hundredevis af gange om dagen i ejendomsmæglerforretningen Home Adelgade, når mæglerne defilerede ind og ud af butikken. Til sidst blev støjniveauet så markant, at en medarbejder udbrød til en medarbejdersamtale: ”Jeg har det som om, jeg sidder på en banegård!”.

Den melding tog butikkens indehavere, Charlotte Lynggaard og Poul-Erik Hansen, særdeles seriøst.

”Jeg tænkte, at det måtte vi gøre noget ved. Hvis vi ikke trives på jobbet, fungerer arbejdspladsen ikke,” siger Charlotte Lynggaard.

Væk med trægulvene

Løsningen på støjproblemerne blev blandt andet at rykke rundt på medarbejdernes pladser, så ejendomsmæglerne er samlet på førstesalen, mens sagsbehandlerne sidder i stueetagen. Men allervigtigst har det været at udskifte de hårde trægulve med gulvtæpper, der suger lyd til sig. Tæpperne er dekoreret med byens gadenavne, så på den måde har de også en humoristisk og lokal effekt.

”Alle, der kommer ind i butikken, synes tæpperne er sjove og skal lige tjekke, om de kan finde deres eget gadenavn. Tæpperne signalerer det, vi laver, og der er blevet langt mindre støj. Det er to fluer med ét smæk,” siger Charlotte Lynggaard.

Godt arbejdsklima

Moderniseringen har samtidig givet mere lys og luft, fordi der er blevet væltet et par vægge, og så er de hvide nymalede vægge blevet udsmykket med store billeder med kendte Kolding-motiver som eksempelvis Koldinghus.

Medarbejderen, der syntes, at hun sad på en banegård, er godt tilfreds med de nye omgivelser. Og det er hendes chef, Charlotte Lynggaard, bestemt også.

”Arbejdsklimaet er blevet bedre, fordi der er mindre støj. Og et godt arbejdsklima gør os mere effektive. Forandringerne har virkelig givet noget godt i hverdagen.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

WP Like Button Plugin by Free WordPress Templates